2012 Kort tid efter, at billedet er taget, blev skole revet ned

På denne side optages indlæg om hvordan, det var at gå i Lihme skole ved lærer Jensen. Han var lærer i Lihme i fem årtier.

Da Farfar gik i skole

Af Erik Bertelsen

Dette Brev er skrevet i 2003, og anledningen var, at mit barnebarn Amalie havde et tema i hendes skole som hed; ”Skolen før og nu”. Hun bad mig og hendes morfar om at fortælle om vores oplevelser. Den nu afdøde morfar var advokat og blev senere præst, så han har sikkert haft en hel anden skolegang!

Jeg er født i 1939 – som barn nummer 10 ud af en flok på 12 – det var godt et år før 2. verdenskrig. og jeg begyndte i skolen 1. april 1946 ca. et år efter dens afslutning. Det var en landsbyskole med omkring 130 elever, 3 lærere i 3 forskellige bygninger placeret i landsbyen. Vi gik kun i skole hver anden dag, og det foregik på den måde, lærerinden – Fru Annexgaard – havde 1. klasse mandag, onsdag og fredag og 2. klasse tirsdag, torsdag og lørdag.

Hvordan så klasseværelset ud?

Jeg kan huske der stod en ”salmecykel” det var et orgel med pedaler, som lærerinden spillede på til morgensang. Om vinteren var der hundekoldt i skolestuen – det hed det den gang – som blev opvarmet ved en kakkelovn, når der ellers blev fyret i den. Der var ikke nogen pedel, så det var lærerinden som selv skulle sørge optænding i så god tid før vi kom, at vi ikke sad og frøs. Det skete næsten aldrig, så vi sad ofte med overtøjet på de første timer. Vores fingre var så stive af kulde at vi dårlig nok kunde holde om blyanten. Men så kunne vi jo sidde og glæde os over de flotte isblomster som blev dannet på vinduesruderne! Undervisningen var rent terperi, det var ole-bole-gik-i-skole, gentagelser på gentagelser og husk det nu.

Hvordan var skemaet?

I de første år var det – som jeg husker det: Hver morgen sang vi salmer, ikke sange, formanden for skolekommissionen – den gang hed det ikke skolebestyrelse – var den indremissionske sognepræst, og han havde meget stor indflydelse på undervisningen og derfor havde bibelhistorie (vi kaldte det biwelskhistårri) også en meget central plads i undervisningen. Vi havde en bog som hed den lille katekismus, en bog som er skrevet af Martin Luther for som det hedder; at husfaderen letfattelig skal lære sin husstand om De Ti Bud, Troen, Fadervor med videre. Vi havde naturligvis også læsning, skrivning og regning – det hed ikke matematik den gang, og så havde vi også en gang imellem gymnastik og det foregik i skolestuen mellem skolepultene, det var sådan noget arme-bøj-arme-stræk og ned på gulvet med håndfladerne uden at bøje knæene-gymnastik. Senere i de store klasser havde vi også idræt, det skal jeg vende tilbage til.

Måtte lærerne slå og gjorde de det?

Ja, de slog, jeg havde nær sagt til højre og venstre, hvor som helst og når som helst. De første fire år gik jeg stort set fri, jeg husker kun nogle få gange, hvor det gik ud over mig, men de sidste tre år fik jeg mange bank – det vender jeg tilbage til. Efter de to første år og færdig med fru Annexgaard og videre til 3. og 4. klasse, hvor vi på samme måde gik hver anden dag: 3. klasse den ene dag og 4. klasse den anden. For mit vedkommende var 3. og 4. klasse årene de skoleår, som jeg husker dårligst, Jeg tror det var de år det begyndte at gå skævt for mig indlæringsmæssigt. Det vi havde lært i 1. og 2. klasse blev der ikke fulgt op på og det hele flød og vi vidste ikke hvad vi havde at rette os efter. Vi skiftede lærer 8 gange på de 2 år, og dertil kommer en hel del vikarer. Nogle af lærerne var jeg glad for, men de var væk igen før jeg fik set mig om. Som jeg husker skemaet, hvis vi havde et sådant, bestod det af skrivning, læsning, regning og biwelskhistårri. De mange vikarer, læste mange historier for os, når de ikke kunne finde på andet. Det sidste halve år af 4. klasse fik vi en lærer, som mange år senere blev skoleinspektør, da man i Lihme afskaffede ”Den sorte skole” som jeg gik i. Vi er nu ved året 1950, og det var den gang skoleåret begyndte den 1. april. Jeg var ved at være en stor dreng. Det var man, når man rykkede op til de store børn, 5. 6. og 7. klasse som gik ved førstelæreren, lærer Jensen. Vi var meget forventningsfulde, men også meget usikre. Lærer Jensen havde det med at udse sig nogle ofre, og det var ikke rart at være blandt dem, for de fik tærsk, når han var i dårligt humør. Mere om det senere. Også på det niveau gik vi kun i skole hver anden dag. 5. klasse mandag, onsdag og fredag, 6. og 7. klasse – som var slået sammen til en meget stor klasse – gik de andre 3 dage.

Hvordan så klasseværelset ud?

Det var ret stort, tre rækker to personers skolepulte. Nederst i midten stod der også her en salmecykel. I den ene side på den bageste væg, var der en stor oldtidssamling – i glasskabe – der bestod af flinteøkser og andre redskaber samt potter og potteskår fra den tid. På den anden side af ”salmecyklen”, var der en meget stor zoologisk samling, som bestod af udstoppede dyr og fugle. Der var mange rovfugle og andre sjældne fugle – den gang var der ikke så mange fugle og dyr der var fredet. Udstillingen blev brugt i undervisningen, jeg kan ikke huske hvad vi kaldte det, men det må jo have været en slags naturfag, spændende var det. Skemaet var nu udvidet noget, men regning, skrivning, læsning samt salmesang fyldte meget. Salmerne skulle ikke bare synges, de skulle også læres udenad, det var noget skrækkeligt terperi. Vi havde nu også geografi og Danmarkshistorie. Sprogundervisning havde vi ikke noget af. Vi havde såmænd også nok at gøre med at holde styr på jysk og rigsdansk. Rigsdansk var jo vores fremmedsprog. Jeg har for ikke så mange år siden læst en bog, som er skrevet af en mand, der har gået i skole i en naboskole til den skole jeg gik i. Bogen handler om hans opvækst og skolegang og er skrevet på Sallingmål – det sprog, vi talte hjemme. Her er en prøve: ”Vi sna’ke sæföl’li sallingmo’l i æ sku’el, lissåm vi gjåw’ dærhjem’. De war kun, næ’r vi løst åp å æn bo’g, vi brow’t æ rigsmo’l.” (Vi snakkede selvfølgelig sallingmål i skolen, ligesom vi gjorde derhjemme. Det var kun, når vi læste op af en bog, vi brugte rigsmålet). Men det var ikke kun svært at tale det rigtige sprog – det var også svært at skrive det: Jeg tror kuglepennen var opfundet i Amerika, men den var ikke kommet til Danmark endnu. Når vi skulle skrive stile, var det med blæk og fjederpen. Pennen skulle dyppes i blækhuset for hver gang vi havde skrevet 3-4 ord. Blækhuset var nedfældet i skolepulten, og blev fyldt op fra en stor flaske en gang imellem. Vi drenge, som var fortrolige med det hårde arbejde i landbruget, når vi ikke var i skole, havde ikke den finmotorik der skulle til, for at undgå at pennen spruttede og klattede, så det færdige resultat så nogle gange forfærdeligt ud.

Hvad lavede I i idræt?

I de store klasser havde vi om vinteren kun gymnastik og det var inde i skolestuen. Der var trapez og ringe, som hang oppe under loftet, når de ikke blev brugt. Om sommeren var der mere gang i idrætten, vi spillede håndbold og rundbold, men mærkelig nok ikke fodbold. Vi kunne også tage idrætsmærke som bestod af bl.a. spydkast, kuglestød, længdespring, højdespring og meget andet. Vi havde også svømning som bestod af to ture til stranden, hvis vi var heldige. Lærer Jensen var vores eneste lærer i de sidste tre år. Han var en mærkelig person. Jeg tror sådan set at han på nogle områder var en dygtig lærer, men han var en meget, meget dårlig pædagog. Han gad ikke bruge tid på de svage elever – de kom ned ved de bageste borde, og de interesserede ham ikke en døjt, undtagen, når der skulle deles tærsk ud. Jeg var så uheldig at tilhøre den gruppe i en periode. Hver morgen, når lærer Jensen kom gående på fliserne udenfor skolevinduerne, kiggede vi alle meget spændt på hvordan hans ansigtsudtryk var. Vi kunne aflæse på hans udseende om der var nogen, der skulle bankes den dag, og det slog aldrig fejl, hvis han var i det humør. Vi kunne se det på hans ansigt – det var som om ørerne var lagt tilbage – ligesom på en hest, som man skal passe på, når den gør det. Lærer Jensen startede som lærer i skolen i 1927, så alle vi 12 søskende har gået de sidste tre år hos ham. Alle kan fortælle om hans mishandling af eleverne. Engang i min storesøsters klasse slog han en elev bevidstløs, så han måtte ind og hente sin kone, som skulle hjælpe til med at klare situationen. Alle de andre elever blev sendt hjem fra skole den dag, og han måtte hjem til forældrene til den pågældende dreng og give en undskyldning. Når sådan noget var sket kunne der gå en periode, hvor han holdt sig i skindet, men da jeg gik ved ham havde han en periode, hvor vi fik bank for det mindste og somme tider for ingenting. Det virkede som om han skulle afreagere på børn. En gang bankede han mig så meget, at mange sagde at det var decideret mishandling, og det resulterede i at mine forældre beholdt mig hjemme fra skolen i seks uger, fordi skolekommissionen ikke ville tage sig af sagen. Sagen endte med at han måtte give mine forældre en undskyldning og lovede at det ikke ville ske mere, men så gik det jo bare ud over nogle af mine kammerater. Den form for afstraffelse, som Lærer Jensen brugte, var ikke tilladt dengang. Selvom lærerne havde ret til at slå, skulle det foregå efter nogle bestemte regler, og der skulle føres protokol over det. Han burde have været afskediget mange gange, og han var også mange gange tæt på at blive det, men for det første: – han var snu nok til ikke at røre de børn, hvis forældre havde en vis position i sognet – for det andet var det ikke så ualmindeligt at børnene også fik bank derhjemme. Jeg syntes det var noget underligt noget at voksne mennesker slog på børn, det gjorde mine forældre ikke, selvom der var mange at holde styr på. Resultatet af de sidste tre års forkvaklede skolegang var at jeg gik ud af skolen med elendige skolekundskaber, store problemer med såvel læsning som skrivning, noget jeg først fik rettet op på som voksen ved brevkurser og danskundervisning under militærtjeneste. Og det er jeg glad for – for hvordan skulle jeg ellers have fået skrevet hele historien om min skolegang?

—————————————-O——————————————————-

Jeg vil senere skrive mere om hvordan det var at gå i skole i Lihme. At lærer Jensen meget ofte bankede børnene, det har jeg mærket på min egen krop, og at han engang slog et barn bevistløs det ligger fast. Det var dog ikke så slemt som i Hvidbjerg skole – også i Salling – Hvor Lærer Valdemar Haugstrup, en gang i 1920erne slog et barn så han døde af det.