Lidt brudstykker fra perioden – og lidt oplysning til senere generationer, som måske kan have svært ved at sætte sig ind i livet hos en typisk husmandsfamilie dengang:

På Hedelyst var der til det nødvendige – men ikke så meget mere. Vi følte os ikke underpriviligerede, for vores vilkår var netop som alle de andre husmandsbørns.

Hvad spiste vi?

Med grønsager, frugt, mælk, kød og æg var vi selvforsynende. Smør og ost købte vi på mejeriet. Brød købte vi hos bageren. Fisk fik vi fra både Jennys og Bernhards brødre, som fiskede på fjorden. Jeg kan huske, hvordan mor engang slubrede en østers direkte ud af skallen. Det var det mest ulækre, jeg havde set!

Opbevaringen af kødvarer skete indtil efter 2. verdenskrig ved henkogning og saltning. Der skete et stort fremskridt efter 2 verdenskrig, hvor man oprettede et andelsfrysehus ved andelsmejeriet i Brodal. Det var ikke tilfældigt, for det var så mælkekusken, der kunne bringe frysevarer hjem fra ens eget lager af kød i frysehuset.

12 søskende – men alligevel ikke

Vi var 12 søskende, men vi kom aldrig til at bo sammen flere end højst 7, for vi kom tidligt ud at tjene. Vagn, nr. 2 i flokken, kom over til sine bedsteforældre allerede som 7-årig. De manglede en dreng i huset – vi arbejdede jo med de fire dage om ugen, vi ikke gik i skole, og havde deres pligter før og efter skoletid også. Også de andre ældre drenge  kom ud at tjene før deres konfirmation. Kun Erik, Carsten og Ove fik lov at blive hjemme indtil vi var konfirmeret.

I “a kammer” sov 4 store børn sammen, to i hver seng. Der var halm som madras, og der kunne gå mus i om vinteren. Så fik vi katten ind til de var væk – det gik hurtigt. De mindste sov i soveværelset hos far og mor. Der var ikke noget linned under krigen, så vi brugte tæpper både over og under os – og dertil dyner over os.

Vand, el og telefon

Der var ikke lagt vand ind på Hedelyst. Der var tre steder, vi kunne hente vand, afhængig af forholdene: Vi havde “a kjælle” i gården – altså brønden. Den kunne løbe tør i tørre perioder, men så havde vi to andre muligheder: enten “a pewl”  (dvs. hvor det piblede frem) – et markdræn, der løb ud i en slags brønd ca 100 m fra ejendommen eller “a vilkjelle” (egtl. vildbrønden) – en naturlig kilde (trykvand) ca 60 meter fra ejendommen, hvor der var sat en gammel tønde uden bund ned, for at holde vandet rent. Det kunne godt give en del arbejde at hente vand til både dyr og mennesker!

Der kom ikke vand til området, før det blev udstykket til sommerhusgrunde i 1967.

Jenny og Bernhard fik lagt elektricitet ind i 1948 i forbindelse med deres sølvbryllup, og det var “gam’får”, Søren Bertelsen, som betalte de 1.100 kr. det kostede. Herefter var der elektrisk lys, hvor der før havde været petroleumslamper. Men der kom ikke lige et elektrisk komfur! Jenny lavede stadig al maden på et gammeldags brændekomfur. Det blev hun ved med indtil engang i begyndelsen af 50’erne, hvor de fik gaskomfur.

Telefon var der heller ikke. Fik vi brug for en telefon, lånte vi hos farbror Christian – det var ca. en kilometer væk.

Landbruget

Hedelyst var et lille husmandssted, dvs. det var ikke en ejendom, der kunne kaste nok af sig til at forsørge en familie. Da besætningen var størst, var der ca 3 køer, lidt kvier og kalve, en hest, en griseso og nogle slagtesvin. Bernhard havde altid andre job. I mange år kørte han mælk, og i mange år under og efter krigen var det også tørvekørsel fra moserne i Egebjerg og Ejsing til beboerne i bl.a. Lihme by med “Pruns” (egtl. Prins) vores hest gennem mange år. Det var noget af en oplevelse at komme med på en tørvetur. Det var lidt eksotisk, for vi skulle køre et godt stykke, bl.a. over dæmningen ved Hostrup og Sønder Lem Vig. Dertil kom, at der altid kun var en hjælper med, og det var ikke ofte, at vi havde far for os selv i længere tid. Far arbejdede også for gårdejere i omegnen. Jeg husker. at hans ugeløn var 125 kr omkring 1952-53. Hans svogre (Jennys brødre), især Villiam, Aage og Aksel der alle var arbejdsmænd i Lihme, var sommetider efter ham, fordi han ikke var i  fagforening, og fordi han ikke sørgede for at få en højere løn. På teglværket i Gyldendal tjente de mere – men kun om sommeren.

Noget mekanisering var der: I motorhuset (tryk på 2. stavelse), som var en tilbygget “knast” uden på laden, var der en petroleumsmotor, som trak en kværn inde i laden via en lang rem, som gik gennem et hul i muren. Carsten fortæller, at vi havde strengt forbud mod at starte motoren, som skulle startes med håndsving og en lille “snaps” af benzin inden man gik over på petroleummen. Det farlige var, at motoren kunne “slå tilbage”. Forbuddet holdt os naturligvis ikke fra at prøve – men det var ikke for børn!

Det var også forbudt at kravle op på taget af motorhuset og videre op på ladens tag for at sidde deroppe på rygningen, og det rettede vi os selvsagt ikke efter, når vi var alene hjemme!

Et tærskeværk kom der ikke før midt i 50’erne – det blev også trukket af motoren udenfor. For det blev kornet tærsket med plejl – altså med håndkraft – og renset i en rensemaskine med håndsving.

Leg på Hedelyst

Legetøj var der ikke noget af på Hedelyst. Vores udendørs leg gik meget ofte på at udtænke bondegårde – de store hulsten agerede køer, de lidt mindre kvier, de små var kalve. Der kunne sættes snor i hullerne, og så kunne de kobles (bindes sammen) og trækkes på græs. Hestene på gården var en hestesko, som så kunne spændes for fx en halv varmedunk (som dengang var af zink). Man kunne høste græs og lave små neg, der kunne sættes i “råner” og senere køres hjem med hestevogn. Hvis det skulle gå vildt til, kunne vi lave frugtplantage med tjørnekviste med deres røde bær.

Når vi “gik på jagt” var vores bøsse en slangebøsse lavet af gamle cykelslanger (som var svære at få fat i, for de måtte ikke være lappede). Med dem gik vi på jagt efter “sparre” (spurve) – sikkert med meget lidt held.

Bygningerne

Der er lagt et billede ind af en masse af Jenny og Bernhards børnebørn. Det er taget i anledning af Bernhards 60-års fødselsdag, og er taget ved “a narre gavl”. Som det ses, er der en ordentlig revne i gavlen, og den var der alle årene. Vi måtte af samme grund ikke lege derude, når det stormede. Vagn Gaardsted husker, at muren var sikret med en “kotyrre” altså en lænke til køerne, som her blev brugt til at tøjre muren!. Om tøjret stadig sad på gavlen, da gavlen endeligt væltede i stormen Bodil i 2014, fortæller historien ingenting om – men det blev anledningen til at stuehuset endeligt blev jævnet med jorden.