Erik Bertelsen

Lihme Skole 1946

Erik er nr. 3 fra H. i f. række

 

 

Erik ca. 1950_00000

Skolefoto ca. 1950 Lihme Skole

Erik Bertelsen

Krigsbarn fra Vendal i Salling. Født i 1939, som nummer 10 af en børneflok på 12. Vokset op på en lille husmandssted på 10 tdr. land. Det var et rigtig træls sted at bo, langt til skole – på gåben, vi havde jo ikke 12 cykler – langt til alting. Det syntes jeg den gang, under krigen og årene lige efter. I dag synes jeg stedet er et fantastisk sted med udsigt over vandet til Venø, Thy, Jegindø og Mors. Gået i Lihme skole 7 år, men kun hver anden dag. Det kan du læse mere om andetsteds på siden.

I mange år boede jeg i Himmerland på et nedlagt landbrug, sammen med min kone Kirsten Arup som arbejdede i Merkur Andelskasse fra 1992-2022. www.merkur.dk  Vi har ingen børn sammen. Men jeg har fra tidligere forhold fået 5 børn: Per – (død i 2000) fik sammen med Charlotte 2 børn, Julie og Amalie ;John – far til Mathias, som gjorde mig til oldefar første gang i maj 2014, sammen med sin søde kæreste Rikke. Michael – gift med Erik og de har ingen børn. Dorthe – gift med Esben, har 2 piger, Trine og Rikke. Marianne – bor i København med sine to børn Hektor og Helena.

Kirsten og jeg flyttede i november 2017 til Bofællesskabet Permatopia 4653 Karise

Per, John og Michaels mor var Inger-Lise, født Smedemark, som jeg var gift med i 12 år fra 1960-72. Inger-Lise kom også fra Lihme. På hendes mors side var der korte generationer, og til Pers barnedåb var der fem generationer tilstede (se billedet).  Da Per blev syg 27 år efter skilsmissen, var jeg meget glad for at kunne få en god, tæt kontakt med hende, så vi sammen kunne komme igennem den svære tid. Hun døde alt for tidligt ca tre år senere.

Dorthes mor er Helene Lind Hansen.

Mariannes mor er Hanne, født Munch Christensen, som jeg var gift med i 17 år fra 1975 til 92.

Jeg mødte min nuværende kone Kirsten i 1993; vi blev gift i 1997.

Jeg har været beskæftiget med mange forskellige ting: Begyndte som landbrugsmedhjælper, da jeg var 14 år, 16 mdr. ved Sjællandske Trænregiment, postbud, kørelærer, salgskonsulent, selvstændig landmand, slagteriarbejder, støberiarbejder, savværksarbejder (men da gik jeg fuldstændigt i brædderne!), efterløn og nu pensionist. Da jeg blev pensionist, begyndte jeg at kede mig, så jeg kørte skolebus i 5 år. Jeg stoppede med at køre skolebus ved skoleårets afslutning sidst i juni 2012. Så nu er jeg rigtig folkepensionist.

Jeg har altid haft svært ved at holde min mund, så jeg har været involveret i meget frivilligt arbejde som fx (i de seneste 15-20 år inden vi flyttede fra Himmerland) DGIs bestyrelse i Himmerland og DGIs landsudvalg for folkedans og i 2001 kom jeg i bestyrelsen for Halkær Kro, som ikke er en kro, men et spillested, hvor der serveres økologisk mad (www.halkaer.dk). Her var jeg “fuldtids-frivillig” i 6 år.